8-0: Southampton går målamok i Premier League

Skrevet af admin

18/10/2014

Dagens topnyheder

Southampton stod for lørdagens mest bemærkelsesværdige resultat i Premier League, da klubben cementerede sin tredjeplads med en 8-0-nedsabling af gæsterne fra Sunderland.

Hjemmeholdet førte 3-0 ved pausen, og i anden halvleg var Southampton med sine fem scoringer tæt på at tangere rekorden for den største sejr i Premier League nogensinde.

Den rekord sidder Manchester United stadig på. I 1995 scorede angriberen Andy Cole hele fem gange, da United sejrede med 9-0 over Ipswich.

Southamptons nyslåede italienske landsholdsspiller Graziano Pelle blev noteret for to mål i lørdagens storsejr.

Angriberen er dermed oppe på imponerende seks ligascoringer i denne sæson efter sommerskiftet fra hollandske Feyenoord. Sunderland hjalp også til med to selvmål.

I det hele taget er det overraskende, at Southampton er med i topstriden efter en sommer, hvor klubben har sagt farvel til halvdelen af holdet fra sidste sæson.

Desuden er der kommet en ny manager til, men man må konstatere, at hollandske Ronald Koeman på ingen tid har vænnet sig til Premier League.

Hollænderens tropper har 16 point for otte kampe. Det er seks færre end Chelseas førerhold.

/ritzau/