Åbning af Iraks parlament ender i kaos

Skrevet af admin

01/07/2014

Mest læste i dag

Det gik langt fra efter planen, da det nyvalgte irakiske parlament tirsdag mødtes for første gang efter valget i april, der blev vundet af premierminister Nuri al-Maliki.

Således måtte parlamentsmedlemmerne opgive at finde en formand for parlamentet, hvilket ellers stod øverst på dagsordenen for det første møde.

Om en uge vil de gøre endnu et forsøg, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge landets forfatning er politikerne forpligtet til at vælge en formand, hvorefter arbejdet med at udpege en præsident sættes i gang. Præsidenten får herefter til opgave at vælge en premierminister.

Men efter en halv times pause under tirsdagens møde valgte en flok parlamentsmedlemmer tilsyneladende at blive væk.

Det fik efter nogen tid parlamentsmedlemmet Mahdi Hafez, der havde ansvar for samlingen, til at afblæse sessionen.

Han foreslog herefter, at man gør et nyt forsøg 8. juli, hvis der vel at mærke er mulighed for en aftale.

Det lovgivningsmæssige kaos kommer trods adskillige opfordringer fra det internationale samfund om politisk samling på et tidspunkt, hvor landet er truet af en voldsbølge orkestreret af militante sunnimuslimer.

Ind til videre er det lykkedes oprørene at overtage en række vigtige byer i fem provinser nord og vest for hovedstaden Bagdad.

/ritzau/