Aarhus-borgmester vandt stemmekamp

Skrevet af admin

21/11/2013

Dagens topnyheder

9082 kandidater kæmpede om vælgernes stemmer ved tirsdagens kommunalvalg. Nogle fik slet ingen stemmer overhovedet, mens det gik en del bedre for blandt andre Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S), der opnåede 39.237 personlige stemmer.

Det gør ham til en sikker nummer et på listen over de 10 kommunalpolitikere, der fik de højeste stemmetal. Bundsgaard har endda overgået sin forgænger i Aarhus, Nicolai Wammen, der fik 38.608 stemmer ved valget i 2009.

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), bliver en lige så klar nummer to med 28.625 stemmer, men må notere en markant tilbage siden 2009, da han fik 35.864 personlige stemmer. Yderligere en københavnsk politiker, Pia Allerslev (V), er med sine 13.903 stemmer at finde på listen, og det er næsten 6000 flere, end hun fik for fire år siden.

I Aalborg har den nye borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S), fået et meget flot valg, mens Anker Boye (S) i Odense derimod har tabt omkring 2500 stemmer i forhold til 2009-valget. Og Boye er endda tæt fulgt af sin politiske rival i Odense, Jane Jegind (V), der fik 11.482 stemmer, men det rækker lige akkurat ikke til en placering blandt de 10 bedste.

Her er top 10-listen:

1. Jacob Bundsgaard (S), Aarhus: 39.237 stemmer.

2. Frank Jensen (S), København: 28.625

3. Thomas Kastrup-Larsen (S), Aalborg: 16.670

4. Pia Allerslev (V), København: 13.903

5. Lars Krarup (V), Herning: 13.632

6. Johnny Søtrup (V), Esbjerg: 12.728

7. Hans Toft (K), Gentofte: 12.618

8. Carsten Rasmussen (S): Næstved: 12.440

9. Anker Boye (S), Odense: 11.888

10. Joy Mogensen (S), Roskilde: 11.548

/ritzau/