Aarhus Kommune er dømt for aldersdiskrimination

Skrevet af admin

28/05/2014

Dagens topnyheder

Aarhus Kommune skal betale erstatninger på 10.000 kroner til to ansøgere, der i 2012 blev frasorteret til en kontorelevstilling, alene fordi de var over 25 år og derfor koster mere end yngre elever. Det viser en principiel dom fra byretten i Aarhus.

Og nu kan over 100 voksne elev-ansøgere se frem til erstatninger, efter at HK Kommunal har fået rettens ord for, at Aarhus Kommune har udført ulovlig forskelsbehandling, oplyser HK Kommunal.

I de bortdømte ansøgeres fagforening, HK Kommunal, er næstformand Mads Samsing stærkt tilfreds med dommen.

- Jeg synes, retten her sender et udmærket signal om, at såvel unge som knapt så unge skal have mulighed for at gennemføre en uddannelse for senere at kunne erhverve sig en plads på arbejdsmarkedet, siger Mads Samsing.

De tre dommere i byretten var enige med HK Kommunal i, at kommunen har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven ved at afvise voksne ansøgere med økonomiske argumenter.

Ifølge HK slår dommen fast, at det strider direkte mod formålet med at indføre løndifferentiering i overenskomsten, når Aarhus Kommune på forhånd fravalgte ansøgere over 25 år.

- Allerede i 1999 blev det med arbejdsgivernes billigelse fastsat i overenskomsten, at elever over 25 år er berettiget til en højere løn for at gøre det attraktivt at komme i uddannelse og muligt at tiltrække voksenelever, siger Mads Samsing.

- Men hvis det som i tilfældet fra Aarhus resulterer i, at vokseneleverne bliver fravalgt på grund af alder, falder hele idéen med voksenelever jo til grunden, siger næstformanden.

HK Kommunal mener, at offentlige arbejdsgivere om nogen bør gå forrest, når det handler om at højne befolkningens uddannelsesniveau og at sikre velkvalificeret arbejdskraft i fremtiden.

Samlet blev 111 ansøgere til elev-stillingen afvist med samme begrundelse. Aarhus Kommune står derfor til at skulle udrede en erstatning i millionstørrelsen, hvis de mange afviste ansøgere ligeledes vælger at få prøvet deres sager.

Aarhus Kommune har endnu ikke tilkendegivet, om den vil anke sagen til landsretten, oplyser HK Kommunal.

/ritzau/