Aarhus nyder godt af Northsides tusindvis af besøgende

Skrevet af admin

12/06/2015

Dagens topnyheder

Aarhus nyder godt af, at musikfestivalen Northside hver sommer trækker tusindvis af mennesker til byen.

Det siger direktøren for VisitAarhus, Peer H. Kristensen, som glæder sig over festivalens eksistens. Det er en turistattraktion, som gør godt for byen, slår han fast.

- Northside er en rigtig god begivenhed for vores by. Der kommer mange mennesker til byen, og festivalen er med til at sætte Aarhus på landkortet. Det betyder meget for en by, at man har nogle store begivenheder og turistattraktioner, siger han.

Direktøren understreger vigtigheden i, at Aarhus fremstår indbydende overfor folk, som overvejer at flytte til byen.

- Det er jo super branding, at Northside er blevet en form for signaturbegivenhed for byen. Det viser, at der sker noget her i byen, og det kan være med til at tiltrække studerende og attraktiv arbejdskraft, siger Peer H. Kristensen.

Northside Festival tilbyder ikke overnatning, og derfor er der rift om de aarhusianske hotelværelser i weekenden. Det bekræfter Nina Carlslund, som er direktør for Hotel Scandic Aarhus City.

- Det betyder meget for et hotel som vores, at der sker et event som Northside Festival. På en normal weekend er hotellet kun halvfuldt, hvis ikke der sker noget specielt i byen.

- Sidste år måtte vi melde alt udsolgt, og i år er alle vores værelser booket fredag aften. Vi har stadig en håndfuld værelser mellem natten lørdag og søndag, siger hun.

27 procent af gæsterne på Northside Festival fra København, og det glæder man sig over hos festivalledelsen.

- De ser Northside som en weekendtur, hvor man kan bo på hotel, shoppe i Latinerkvarteret og nyde festivalen. De bruger det som en get-away, ligesom når man tager til en europæisk storby, siger festivalens talsmand, John Fogde.

Northside jubler over den store opbakning, som de oplever fra lokalsamfundet i Aarhus.

- Det er så fedt. Vi har et godt samarbejde med både kommunen, men ikke mindst også mange foreninger, firmaer og uddannelsesinstitutioner, som alle er med til at udvikle vores festival, siger talsmanden.

/ritzau/