Advokat i terrorsag: Alle har ret til at ytre sig

Skrevet af admin

24/10/2014

Mest læste i dag

Anklagemyndigheden arbejder på at få en 54-årig mand udvist af Danmark, fordi han skal have propaganderet for al-Qaeda. Samtidig undersøges det, om han kan frakendes sit danske statsborgerskab.

Men han har blot brugt sin ytringsfrihed og nægter sig skyldig, oplyser hans forsvarer, Thorkild Høyer, til Ritzau.

Den tiltalte er Sam Mansour, der tidligere er blevet dømt for at opfordre til terror.

Manden, der er kendt som "boghandleren fra Brønshøj", har siddet varetægtsfængslet siden 12. februar i år.

I bøger, tekster, videoer og på nettet via Facebook skal manden angiveligt have opfordret til væbnet jihad og forherliget terrorhandlinger, lyder anklagemyndighedens påstand.

Sam Mansour nægter sig skyldig i anklagerne.

- Han har ytret sig om religiøse forhold, og det er hans ret indenfor ytringsfrihedens rammer, siger Thorkild Høyer.

- Han bestrider ikke, at han har udgivet bøger og andet, men alle har ret til at give udtryk for mærkværdige synspunkter, uddyber han.

Torsdag oplyste anklagemyndigheden, at tiltalen er rejst. Den er blevet godkendt af Justitsministeriet og Rigsadvokaten.

Hvis den 54-årige kendes skyldig, kræves en straf på fængsel i mindst fire år, og derfor skal sagen afgøres af et nævningeting.

Men ud over fængsel risikerer manden, der oprindeligt er fra Marokko, også at blive frakendt sit danske statsborgerskab og at blive udvist for altid.

Disse spørgsmål - altså om indfødsret og udvisning - undersøges for tiden af Udlændingestyrelsen.

I 2007 blev Mansour, der dengang hed Said til fornavn, idømt fængsel i tre år og seks måneder for at have propaganderet for al-Qaeda.

Retten på Frederiksberg behandler sagen fra 4. november og cirka en måned frem.

/ritzau/