Advokatråd kræver redegørelse fra fyrede advokater

Skrevet af admin

05/11/2014

Dagens topnyheder

Advokatrådet vil have undersøgt, hvad der ligger bag Østre Landsrets beslutning om at afbeskikke tre forsvarsadvokater i en stor sag om økonomisk kriminalitet.

Det oplyser Peter Fogh, formand for Advokatrådets regel- og tilsynsudvalg.

- Når vi har fået en redegørelse fra advokaterne, kan vi sige mere om, hvorvidt det er et advokatetisk problem, siger han til Ritzau.

- Hvis man finder, at der er foregået noget forkert, så kan Advokatrådet indbringe advokaterne for Advokatnævnet, der så vil tage sig af sagen, siger han.

De tre advokater beskyldes for at have betalt penge, så de kunne få lov til at føre sagen som offentligt betalte forsvarere.

Advokatfirmaet Stokholm & Lindegaard, hvor to af advokaterne er ansat, afviser, at der skulle være foregået noget forkert.

Ifølge advokat Morten Lindegaard, der er partner i firmaet, blev han opfordret til at bruge en person, PH, som "ressourceperson" under forberedelsen af sagen.

Det blev skriftligt aftalt, at personen skulle betales for det arbejde, han skulle udføre. Men allerede dagen efter, at aftalen blev indgået, sprang Morten Lindegaard fra.

- Da vi efter beskikkelsen får adgang til sagens dokumenter og bliver opmærksom på, at personen var vidne i sagen, beslutter vi omgående ikke at anvende ydelser fra ham, skrev advokatfirmaet til Ritzau tirsdag aften.

Peter Fogh fra Advokatrådet vil endnu ikke sige noget om, hvorvidt advokaterne risikerer en disciplinærsag.

- Det er svært at sige, når vi ikke har redegørelsen endnu. Vi har kun landsrettens afgørelse, der siger, at de er afbeskikket.

Spørgsmål: Hvor alvorlig vil du vurdere, at sagen er?

- Jeg kender ikke sagen godt nok til at udtale mig om det. Men det er ret sjældent, at advokater bliver afbeskikket. På den måde er det usædvanligt, siger Peter Fogh.

Han håber at have advokaternes redegørelser i hænde inden for et par uger.

/ritzau/