Agent: Anders Lindegaard vil gerne blive i England

Skrevet af admin

14/08/2014

Mest læste i dag

Den danske målmand Anders Lindegaard er træt af at sidde på bænken hos den engelske storklub Manchester United.

Onsdag bekræftede hans agent, Michael Steensgaard, at Lindegaard leder efter en ny klub.

Opholdet i det engelske ser målmanden dog gerne forlænget.

- Anders kunne godt se sig selv blive i England. Men egentlig er han også åben for andre muligheder. Det vigtigste er, at den samlede pakke er rigtig i forhold til familien, det sportslige og selvfølgelig spiller økonomien også ind, siger Michael Steensgaard.

Nogle medier spekulerede onsdag i, at Manchester United havde fritstillet danskeren, men det afviser agenten.

- Spekulationerne om at hans kontrakt er ophævet, er der intet som helst om.

Klubben har vist sig forstående for Lindegaards ønske om at finde sig en ny klub. Men han har kontraktudløb i sommeren 2016 og derfor bliver han heller ikke gratis for en kommende klub.

- Manchester United sætter pris på ham, så klubben vil have noget, men det holder vi internt, siger Michael Steensgaard.

Han tilføjer, at der ikke nødvendigvis kommer til at ske noget i sommerens transfervindue.

- Vi er ikke i panik for at få Anders videre. Vi ser på mulighederne, og kommer der ikke en ny klub, kæmper han videre i United, selv om perspektiverne for at spille ikke er, hvor de skal være lige nu, siger Steensgaard.

30-årige Lindegaard kom til United i 2010, men har blot spillet 29 kampe for klubben.

/ritzau/