AGF vil blive bedre til at tjene egne penge

Skrevet af admin

18/09/2015

Dagens topnyheder

Spillemæssigt har pilen peget i den rigtige retning for AGF efter sommerens oprykning til Alka Superligaen, men fremover skal aarhusianerne også være bedre til at tjene penge.

Det siger bestyrelsesformand i Aarhus Elite, Lars Fournais, i et interview med JP Aarhus.

- Næste skridt er, at vi skal være dygtigere til at tjene penge selv. Det skal ske gennem bedre drift, og det arbejder Jacob Nielsen (AGF-direktør, red.) og hans team på hver dag. Vi skal jo have et Aarhus Elite i balance og helst også et, der giver overskud, siger formanden.

Der er sket meget i AGF, siden klubben i 2014 rykkede ud af Superligaen.

Nedrykningen medførte blandt andet, at Morten Wieghorst tiltrådte som cheftræner, og at AGF ansatte den tidligere Randers FC-direktør, Jacob Nielsen, i samme rolle i AGF, mens også en ny sportschef kom til efterfølgende.

I december 2014 hentede AGF 52,7 millioner kroner i forbindelse med en aktieemission, som fratrukket omkostninger gav 51,1 millioner kroner i ny egenkapital.

AGF' mål for denne sæson er at få fodfæste i den bedste række og derefter etablere klubben i den øvre del af ligaen. Ifølge Lars Fournais kalder denne målsætning ikke på, at der skal rejses yderligere kapital her og nu.

- Det skridt kan vi godt tage med den økonomi, vi har. Hvis vi vel at mærke formår at lave overskud år efter år. Det kan vi godt gøre. Det har noget at gøre med tilskuerindtægter, sponsorindtægter og tv-indtægter.

- Den positive spiral, vi kommer ind i, vil forbedre vores økonomi år for år. Det er den sunde måde at udvikle os på. Vi skal tjene pengene selv. Det har vi ikke gjort i mange år.

- Vi skylder at bevise, at vi kan. Det handler rigtig meget om troværdighed. Rigtig meget, siger Lars Fournais blandt andet til JP Aarhus.

/ritzau/