Agger tryner Eriksen: Liverpool fører Premier League

Skrevet af admin

30/03/2014

Mest læste i dag

Efter at have ligget på baghjul gennem hele sæsonen rykkede Liverpool søndag op på Premier Leagues førsteplads efter en overbevisende 4-0-sejr over Tottenham hjemme på Anfield.

Det er en imponerende sejrsstime, der nu gør, at Merseyside-klubben pludselig er blevet en meget seriøs kandidat til det engelske mesterskab. Liverpool er oppe på otte Premier League-sejre i træk, og holdet er ubesejret i 13 kampe.

Liverpool fører Premier League med 71 point for 32 kampe. Chelsea er på andenpladsen med 69 point for 32 kampe, mens Manchester City har 67 point for blot 30 kampe.

Liverpool møder både Chelsea og Manchester City på hjemmebane i løbet af sæsonens resterende seks runder.

Daniel Agger spillede søndag hele kampen for værterne, og Christian Eriksen fik også samtlige 90 minutter for Tottenham.

Liverpool kom forrygende fra land. Der var blot spillet halvandet minut, da Christian Eriksen blev den lille i en duel med Glen Johnson, som sendte bolden ind på foden af Younes Kaboul, der uheldigt dirigerede den videre i eget net.

Værterne var i overdådigt spillehumør, og efter 25 minutters spil lukrerede Luis Suarez på en fejlaflevering fra indskiftede Michael Dawson, og Premier Leagues topscorer sparkede køligt bolden ind i det fjerneste hjørne.

Tottenham var kommet til Anfield for at hævne december måneds ydmygende 0-5-hjemmenederlag til Liverpool. Men gæsterne var aldrig i nærheden af for alvor at true Liverpool-defensiven, og i stedet måtte holdet koncentrere sig om at undgå en gentagelse af lussingen.

10 minutter inde i anden halvleg modtog Liverpools brasilianske playmaker Coutinho bolden nær midtercirklen, hvorfra han ugeneret kunne glide ned mod Tottenhams mål og fladt sende bolden i nettet.

Et kvarter før tid fik et Jordan Henderson-frispark lov at passere venner og fjender og fortsætte uhindret ind bag målmand Hugo Lloris til slutresultatet 4-0.

/ritzau/