Aktivister ignorerer frist: Vi har rigelig ammunition

Prorussiske aktivister, der har besat en række bygninger i flere østukrainske byer, ser ud til at ignorere advarsler fra den fungerende regering i Kijev om at blive mødt af en "fuldskala antiterror-operation", hvis ikke bygningerne rømmes og våbnene nedlægges.

- Vi bliver på vores poster, siger en talsmand for aktivisterne i byen Lugansk Aleksej Tsjmulenko til det russiske nyhedsbureau Interfax.

Han fortæller, at gruppen har masser af proviant bestående af ammunition, vand og mad.

- Ingen af os giver op, fastslår talsmanden for aktivisterne, der i sidste uge forlangte en folkeafstemning om byens status samt at russisk bliver det officielle sprog.

Umiddelbart er der heller ingen meldinger om, at aktivister skal have bøjet sig for truslerne fra Kijev andre steder i den østlige del af den uroplagede tidligere sovjetrepublik, hvor demonstranterne har barrikaderet sig.

Også i Slavjansk, godt 600 kilometer fra hovedstaden, holder demonstranter fortsat en række offentlige bygninger besat.

De hævder at have taget kontrol over byen, hvor mindst to personer, en ukrainsk soldat og en prorussisk demonstrant, søndag blev dræbt i blodige sammenstød.

Indenrigsministeriet i Kijev har mandag morgen indkaldt 350 soldater af reserven, der vil blive sendt til det østlige Ukraine.

Allerede i løbet af mandagen skal de ifølge ministeriet gå i gang med såkaldte kontrolopgaver i Slavjansk-området cirka 150 kilometer fra grænsen til Rusland.

Ukraines overgangsregering har endnu ikke udtalt sig om, at aktivisterne har trodset fristen, der var sat til klokken otte dansk tid.

/ritzau/dpa

 

Dagens Gossip