Al-Qaeda-leder: Isil splitter jihadister

Skrevet af admin

05/07/2014

Mest læste i dag

En oprørsleder med forbindelse til terrornetværket al-Qaeda siger i et sjældent interview, at også Jordan kan rammes af det kaos, som hersker i nabolandene Syrien og Irak.

Samtidig erkender han, at international jihadisme oplever en splittelse på grund af Islamisk Stat i Irak og Levantens (Isil) frembrusende adfærd i de to uroplagede lande.

Mohammed al-Shalabi er en af lederne blandt salafistoprørerne i Jordan. Han har givet interview med vestlig presse og siger til amerikanske Associated Press, at Jordan ikke er "immun" over for krigshandlingerne i regionen.

Og Isils fremfærd har ført til stor intern splittelse blandt jihadister, mener han. Isil har tidligere været en del af al-Qaeda, som i dag tager afstand fra Isils metoder.

Ifølge al-Shalabi er jordanske salafister stoppet med at sende forsyninger til oprørerne i Syrien i frygt for, at forsyningerne vil blive brugt i en intern krig mellem modstanderne af Bashar al-Assads regime.

Isil har blandt andet udråbt et islamistisk kalifat, som skal gælde for muslimer verden over. Flere væbnede muslimske grupper har dog taget afstand fra kalifatet, og al-Shalabi frygter, at det er med til at splitte jihadisterne.

- De muslimske gejstlige har sagt, at kalifatet ikke burde have været erklæret nu af flere grunde. Denne erklæring vil skabe en splittelse blandt jihadistbevægelserne verden rundt, siger salafistlederen.

- For eksempel i Tjetjenien, i Kaukasus, i Afghanistan og i Somalia. Der er der grupper, som har gjort klart, at de tilhører al-Qaeda. Disse grupper vil blive splittet mellem dem, som støtter kalifatet og dem, som tvivler, fortsætter han.

/ritzau/NTB