Amagerbank-investorer forbereder sag mod Finanstilsynet

Skrevet af admin

14/04/2015

Dagens topnyheder

1700 investorer i hedengangne Amagerbanken, som er gået sammen i Foreningen Amagerinvestor, skal inden længe beslutte sig for, om de selv vil betale for en erstatningssag mod Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet.

Foreningen har indkaldt til generalforsamling 29. april, hvor medlemmerne skal stemme om en kontingentforhøjelse, som skal finansiere erstatningssagen, oplyser foreningen i en pressemeddelelse.

- Aktionærerne afgør selv, om den her sag skal rulle eller ej, siger Peer Nørkjær, der er formand for Foreningen Amagerinvestor, i meddelelsen.

- Hvis tilstrækkeligt mange betaler kontingent efter generalforsamlingen, så får vi et danmarkshistorisk gruppesøgsmål om sandheden bag et af finanskrisens mest spektakulære bankkrak, siger han.

Foreningen mener, at Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet tilbageholdt afgørende oplysninger om, at Amagerbankens økonomi var dårligere end angivet i prospektet for kapitaludvidelsen i september 2010.

Her investerede aktionærerne yderligere 898 millioner kroner i banken.

Fem måneder senere - 6. februar 2011 - gik Amagerbanken konkurs, og aktionærerne mistede deres penge.

Afstemningen kommer, efter at Østre Landsret har fastsat, hvor meget aktionærerne skal indbetale for modpartens sagsomkostninger for at gennemføre retssagen.

Ifølge Peer Nørkjær skal foreningen samle 250.000 kroner gennem kontingenter og donationer plus omkostninger til advokater og håndtering af sagen. Pengene skal falde 1. juni.

- Derudover skal hvert medlem betale et beløb på typisk 1000 kroner direkte til landsretten, siger Peer Nørkjær.

Foreningen har fået afslag på fri proces til sagens forberedelse. I stedet søger foreningen nu i stedet fri proces til sagens gennemførelse.

- Østre Landsrets tidsfrister tvinger os til at gå i gang, inden vi ved, om vi får fri proces. Så det er nu eller aldrig, siger formanden.

Amagerbankens konkursbo har ifølge Finans fået grønt lys af kreditorerne til at søge en milliarderstatning fra staten.

/ritzau/