Ambassadør afløser GGGI-hovedperson i Udenrigsministeriet

admin

|

16/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den nuværende ambassadør i Jakarta, Indonesien, Martin Bille Hermann, afløser Charlotte Slente som direktør for udviklingspolitik, oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse. Han tiltræder 1. marts.

Charlotte Slente skiftede job internt i Udenrigsministeriet i kølvandet på GGGI-sagen og Christian Friis Bachs (R) farvel som minister.

Hun er ifølge flere medier en af de tre ledende medarbejdere i Udenrigsministeriet, der skal i tjenstligt forhør i sagen.

De tre embedsmænd havde et medansvar for, at Christian Friis Bach (R) fik forkerte informationer i GGGI-sagen og dermed også misinformerede Folketinget.

Ifølge Ekstra Bladet var det Charlotte Slente, der ringede til Friis Bach under hans rejse i Mellemøsten og meddelte ham, at han havde ført Folketinget bag lyset.

Derefter rejste han hjem og trak sig som minister dagen efter.

Christian Friis Bach hævdede i månedsvis, at han ikke havde del i tilblivelsen af de rejseregler, som Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, gjorde brug af, og som endte med at koste en million kroner.

Men det viste sig faktisk, at ministeren - uden at bemærke det - selv havde været med til at godkende reglerne på et møde.

Siden blev ministeriet klar over, at Friis Bach havde godkendt reglerne, men de oplysninger tilbageholdt man i flere uger for ministeren, indtil han altså fik en opringning - angiveligt fra Charlotte Slente.

Charlotte Slente blev direktør for udviklingspolitik i 2013. Fra 2011 til 2013 var hun chef for global udvikling og samarbejde.

Hun har desuden været chef for Udenrigsministeriets Borgerservice fra 2009 og frem til august 2011.

Fra 2007 til 2009 var Charlotte Slente Danmarks ambassadør i La Paz i Bolivia.

Martin Bille Hermann har tidligere arbejdet på den danske ambassade i Nepal og for FN i Bhutan.

/ritzau/