For første gang i knap fem år har den amerikanske soldat Bowe Bergdahl igen hjemlig jord under fødderne, bekræfter det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon.
Den tidligere Taliban-fange er fredag landet i USA efter at have modtaget lægelig behandling på et militærhospital i Tyskland.
Siden 2009 har Bergdahl været fange af Taliban, men frigivelsen af ham har ikke udelukkende skabt eufori i hjemlandet. Nærmere tværtimod. For kritikken af både ham og den amerikanske regering er væltet frem.
Blandt andre har en række amerikanske soldater, der var udsendt til Afghanistan med Bergdahl, udtalt, at han er desertør.
Andre påstår, at amerikanske styrker er blevet dræbt, da de ledte efter Bergdahl i det krigshærgede land.
Præsident Barack Obama er blevet kritiseret for at frigive fem Taliban-fanger fra Guantanamo-fængslet for i bytte at få Bergdahl hjem fra Afghanistan.
/ritzau/