Anders Fogh før Nato-topmøde: Danmark er eliteallieret

Skrevet af admin

03/09/2014

Dagens topnyheder

Selvom det danske forsvarsbudget ligger langt under den i Nato ønskede minimumgrænse på to procent, flyder der ros i stor strøm fra generalsekretæren mod Danmark før alliancens topmøde i Wales torsdag og fredag.

En række danske bidrag til forsvarssamarbejdet gør indtryk i Natos ledelse.

- Danmark er, hvad jeg vil kalde en eliteallieret nation, som er parat til at stille op, hver gang der bliver kaldt, siger Anders Fogh Rasmussen.

- Det seneste var, at Danmark meget hurtigt stillede landtropper til rådighed for øvelser i Baltikum. Desuden var Danmark meget hurtig til at stille F16-fly til rådighed for patrulje over de baltiske lande.

Yderligere danske initiativer ventes annonceret på topmødet i Wales, når statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), udenrigsminister Martin Lidegaard (R) og forsvarsminister Nicolai Wammen (S) ankommer.

På topmødet ventes samarbejdet om - blandt andre - to danske initiativer at blive formaliseret, dels et multinationalt projekt om præcisionsammunition med Danmark i spidsen, dels et bidrag til et missilforsvar.

- Så Danmark gør sig i den grad positivt bemærket med helt konkrete bidrag og annonceringer på topmødet, og det sker på toppen af et mangeårigt meget aktivt engagement i Afghanistan, Kosovo, Libyen og med piratjagt. Det er derfor, jeg siger, at Danmark er en eliteallieret.

Det danske forsvarsbudget ligger aktuelt på 1,4 procent af BNP, og det falder til 1,2 procent i 2017.

Især amerikanerne er utilfredse med, at en række europæiske lande ikke investerer nok i forsvaret og ad den vej leverer til den fælles forsvarsalliance.

Fogh lægger op til, at man nok skal finde en løsning på spørgsmålet om budgetter, men han vil ikke løfte sløret for det endnu.

/ritzau/