Ankersen må kæmpe for spilletid i østrigsk storklub

Skrevet af admin

26/07/2014

Dagens topnyheder

Det er nye tider for den danske landsholdsspiller Peter Ankersen, der har skiftet tilværelsen som stensikker starter i Esbjerg ud med hård kamp om pladserne i den østrigske topklub Red Bull Salzburg.

Den 23-årige højreback er et af flere nyindkøb i den hårdt satsende klub, som har langt større planer end "blot" at vinde den østrigske liga.

- Umiddelbart er der selvfølgelig en risiko for at blive lidt glemt i Østrig, og man skal ikke lægge så meget i den østrigske Bundesliga, hvor vi i Salzburg har en klar fordel.

- Men der er rigtig gode muligheder for at komme til at spille Champions League, og det spiller en stor rolle for mig, siger Peter Ankersen til Ritzau.

Salzburg møder i tredje runde af kvalifikationsturneringen Qarabag FK fra Aserbajdsjan og vil være seedet i de efterfølgende playoff-kampe.

Den knusende 6-1-sejr i ligapremieren over Rapid Wien sidste lørdag antyder, at holdet allerede kører for fulde omdrejninger, selv om Ankersen måtte nøjes med rollen tilskuer i de første 75 minutter.

Træner Adolf Hütter lægger ikke skjul på, at de spillere, der var med til at sikre et suverænt mesterskab i sidste sæson, har et lille forspring i kampen om startpladserne.

Derfor foretrak han i første omgang den erfarne schweizer Christian Schwegler som højre back.

- Schwegler har været hernede i lang tid og kender systemet ud og ind. Det er til gengæld nyt for mig, så jeg forsøger hele tiden at lære. Men vi er meget lige, vurderer Peter Ankersen.

Vestjyden mener, at de første par måneder i Salzburg har gjort ham til en bedre spiller.

- Det er et stort skridt op i forhold til Esbjerg. Vi har fantastiske forhold, og der er stort set en træner til hver position på banen.

- Jeg er kommet til et virkelig godt hold, der sagtens kunne vinde den danske Superliga. Træningen er hårdere, end jeg har været vant til. Det skulle jeg vænne mig til, men vi spiller et system, hvor der skal løbes meget, lyder det fra Ankersen.

Red Bull og Ankersen skal i aktion igen lørdag aften, når holdet på udebane møder Wiener Neustadt.

/ritzau/