Anmeldere: Arvingerne bliver båret af fornemt skuespil

Skrevet af admin

02/01/2015

Mest læste i dag

Torsdag aften kunne danskerne sætte sig til rette i sofaen og overvinde resterne af nytårets tømmermænd med fortsættelsen af DR's dramaserie "Arvingerne".

Første afsnit skød seriens anden sæson i gang med konflikter og familiære spændinger, men særligt skuespillerne fangede anmeldernes opmærksomhed.

Politikens tv-redaktør, Henrik Palle, giver afsnittet fire ud af seks stjerner og slår fast, at det er persongalleriet, der bærer serien.

- Det er karaktererne, der driver værket, ikke et overordnet fintciseleret plot eller en stor gåde. Og det fungerer. Fordi skuespillet fungerer så godt, som det gør. Trine Dyrholm spiller atter med en frygtindgydende farlighed og en nærmest skræmmende overbevisning, skriver han.

Også Berlingskes Jakob Steen Olsen hæfter sig ved skuespillet:

- "Arvingerne" er først og fremmest skuespillernes serie. Om serien kan holde en troværdig balance mellem ydre dramatik og psykologisk rimelighed, er nu op til manuskriptforfatterne at bevise.

Han har ligesom Politikens anmelder givet fire ud af seks stjerner. Det har Ekstra Bladet også vurderet afsnittet til.

- "Arvingerne" er langt hen ad vejen et skoleeksempel på, hvordan man skaber karakterer og dialoger, der rent faktisk minder om noget fra den virkelige verden, skriver Henrik Queitsch for Ekstra Bladet.

BT giver sæsonpremieren fem ud af seks stjerner, mens Jyllands-Postens Henrik Lyding trods fire ud af seks stjerner er mere skeptisk.

- Åbningsafsnittet bestod groft sagt ikke af andet end små bitte scener med folk, der vredt vendte ryggen til hinanden. Et par hastige kys var undtagelsen sammen med et meget besynderligt dåbsritual med korsang og sære, indianske besværgelser i nattemørket, skriver han og tilføjer:

- Forhåbentlig kommer den model ikke til at virke alt for overanstrengt eller forudsigelig i længden.

I udlandet har den stridende familie også vakt interesse. I løbet af 2013 blev seriens første sæson solgt til over 40 lande.

Brasiliansk tv har ifølge DR for nylig bekræftet, at man vil vise begge sæsoner, og det samme har Storbritannien. I Benelux-landene er der allerede skrevet under på, at anden sæson også skal rulle over skærmen.

/ritzau/