Ansatte på Brøndby Rådhus får krisehjælp efter dødsbrand

Skrevet af admin

01/04/2014

Dagens topnyheder

En del af personalet på Brøndby Rådhus måtte tirsdag have krisehjælp, efter de var vidner til, at en 40-årig mand satte ild til sig selv på rådhuset.

Også flere borgere, som befandt sig på rådhuset tirsdag formiddag og var vidner til den ulykkelige hændelse, har modtaget krisehjælp, fortæller borgmester i Brøndby, Ib Terp (S), der ikke selv så episoden.

- Der var en hel del, der så det. De er naturligvis meget chokerede. Vi har kørt et betydeligt antal personer til psykologisk krisehjælp på Glostrup Hospital.

- Samtidig har vi en psykolog til at tale med en gruppe af medarbejdere, og psykologen står også til rådighed i morgen, hvis der er behov, siger Ib Terp.

Den 40-årige borger havde været til møde i Socialforvaltningen på rådhuset tirsdag formiddag. Men umiddelbart efter han forlod sagsbehandleren, så overhældt manden sig med tændvæske og satte ild til sig selv.

- Det er uklart, om han tændte ild til sig selv inden for på rådhuset, eller efter han var løbet ud. Men han har overhældt sig indendørs, fordi der lugtede af tændvæske, fortæller borgmesteren.

Chokerede vidner på stedet fik slukket ilden med slukningsredskaber, inden brandvæsnet nåede frem.

Manden blev stærkt forbrændt. Han blev kørt til Rigshospitalets Traumecenter og er siden afgået ved døden.

- Det er en frygtelig ulykkelig handling selvfølgelig først og fremmest for personen og hans familie, men jo også for medarbejderne, som egentlig er ansat til at hjælpe borgerne og ikke til at overvære den slags begivenheder, siger Ib Terp.

Brøndby Rådhus er lukket resten af tirsdagen og dele af rådhuset vil formentligt også holde lukket onsdag, oplyser borgmesteren.

/ritzau/