Antorini: Ordblinde er blevet opdaget for sent

Skrevet af admin

02/02/2015

Dagens topnyheder

Der er ikke længere tvivl om, at børn og unge kan være ordblinde. Derfor er der behov for at opdage dem så tidligt som muligt i folkeskolen.

Sådan lyder det fra undervisningsminister Christine Antorini (S) om den nationale test, der skal identificere ordblinde elever og studerende på tværs af uddannelser lige fra 3. klasse til de videregående uddannelser.

- Det er et tilbud, som betyder, at er der mistanke om, at en elev er ordblind, så er der nu en national test, som alle kan bruge sammen med en læsevejleder, siger ministeren.

Fordi testen er frivillig for skolerne at tage i brug, er der hos Ordblindeforeningen bekymring for, at elever får god ordblindeundervisning i én kommune, men ikke i en anden kommune.

Men da testen er skruet sammen med udgangspunkt i elever, som har læseproblemer, vil det ikke være det rigtige at teste alle, mener Christine Antorini.

- Men lige så snart, der er en mistanke, så skal skolen tage fat, ligesom forældrene også kan, hvis de har en mistanke, siger hun.

Selv om mellem tre og syv procent i Danmark vurderes til at være ordblinde, har der indtil nu manglet en fælles praksis for, hvordan man identificerer elever med ordblindhed.

- Der har været enorm forskellig praksis fra kommune til kommune og fra skole til skole. Der er ikke det sted, hvor ordblindhed ikke har været anerkendt.

- Nu er det bare slået fast med syvtommersøm, at der er børn og unge med ordblindhed, konstaterer Christine Antorini.

Allerede i dag er det sådan, at ordblinde elever hjælpes, så snart ordblindheden opdages. Det kan for eksempel være gennem læseforløb eller it-værktøjer.

- Det, der har været problemet, er, at de ordblinde elever bliver opdaget alt for sent, siger undervisningsministeren.

Derfor skal testen være med til hurtigere at identificere den ordblinde elev, så vedkommende får de rette værktøjer og ikke bliver hægtet af i undervisningen, lyder det fra Christine Antorini.

/ritzau/