Appel giver Zidane lov til at træne Real-reserver

Skrevet af admin

31/10/2014

Mest læste i dag

Selv om han har fået tre måneders karantæne, kan Zinedine Zidane alligevel godt få lov at stå i spidsen for Real Madrids andethold, Castilla.

Den tidligere verdensmester har nemlig anket beslutningen til den spanske sportsdomstol TAD, og det betyder, at karantænen er ophævet, så længe appellen bliver behandlet.

Real Madrid havde i første omgang anket beslutningen til det spanske fodboldforbunds appelinstans, men da det ikke gav noget resultat, sendte man sagen videre i systemet.

Klubben kan ikke forstå, hvordan fodboldforbundet kan hævde, at Zinedine Zidane ikke har de nødvendige papirer for at kunne træne et hold på det niveau.

Han har ganske vist kun bestået det europæiske fodboldforbunds niveau 2-kursus, og det spanske forbund kræver niveau 3.

Men Real Madrid hævder, at Zidane i sit hjemland Frankrig er godkendt til dette niveau, og derfor mener man ikke, at der er noget til hinder for at fortsætte med konstruktionen.

Zinedine Zidane var sidste år assistent for Carlo Ancelotti på Real Madrids førstehold, men blev i sommerpausen afløst af en anden tidligere Real Madrid-spiller, Fernando Hierro.

/ritzau/