Arsenal-profil: Bayern har svagheder

Skrevet af admin

12/03/2014

Dagens topnyheder

Arsenal er færdig i Champions League, efter at englænderne tirsdag aften spillede 1-1 ude mod de regerende mestre fra Bayern München.

Alex Oxlade-Chamberlain og holdkammeraterne havde brug for en sejr på minimum to overskydende mål på udebane, efter at Bayern for tre uger siden sejrede med 2-0 i London.

Oxlade-Chamberlains tro på en engelsk overraskelse voksede, da Lukas Podolski efter 57 minutter udlignede til 1-1 på Allianz Arena.

- Bayern har svagheder som alle andre hold, og når modstanderne scorer, så bliver alle hold nervøse.

- Da vi scorede, troede vi på, at vi havde chancen, men vi kunne ikke gøre det, siger Alex-Oxlade-Chamberlain til uefa.com.

- Måske manglede vi en anelse kvalitet på den sidste aflevering. Drengene gjorde det ellers godt, og vi kan være stolte af os selv, mener den 20-årige midtbanespiller.

Bastian Schweinsteiger gjorde det til 1-0 for Bayern 10 minutter efter pausen. Tyskerne var i overtiden tæt på at tage sejren på et straffespark, som blev brændt af Thomas Müller.

Det er endnu uvist, hvem Bayern München skal møde i kvartfinalerne. Der er lodtrækning den 21. marts.

/ritzau/