Assad giver amnesti til dødsdømte og andre fanger

Skrevet af admin

09/06/2014

Dagens topnyheder

En gruppe dødsdømte fanger har fået nedsat deres straf til fængsel på livstid, nogle andre har fået skåret en del år af deres fængselsstraf, og andre igen har helt fået sløjfet deres straf.

I et dekret, der er blevet offentliggjort i syriske statsmedier, har præsident Bashar al-Assad givet amnesti til en række fængslede syrere.

Samtidig meddeler præsidenten, at udlændinge, som er kommet til Syrien "for at blive en del af en terrorgruppe eller begå terrorhandlinger", vil modtage amnesti, hvis de overgiver sig til myndighederne inden en måned.

Det er ikke første gang, at Assad udsteder amnesti til en række fængslede, men kritikere påstår, at det kun er en brøkdel af de personer, der har fået lovning på amnesti, som også har fået den i virkeligheden.

Den tidligere internationale Syrien-mægler Lakdar Brahimi, der trådte tilbage fra sin post i slutningen af maj, siger, at han har givet Assad en liste af fanger, som oppositionen kræver løsladt.

- Han ved, at der er mellem 50.000 og 100.000 personer i hans fængsler, og at nogle af dem bliver torteret hver dag, siger Brahimi til det tyske magasin Der Spiegel.

Oprørerne, der har kæmpet mod Assads styrker siden begyndelsen af 2011, har angiveligt selv taget flere tusinde Assad-folk til fange.

Mandagens dekret fra Assad slår fast, at fanger over 70 år skal løslades. Det samme gælder personer, der lider af uhelbredelige sygdomme.

/ritzau/Reuters