Astrologen, sandsigeren og katten afslører: Dette er valgets vinder

Skrevet af Laura Nygaard

12/06/2015

Mest læste i dag

Blot 6 dage inden valget 18. juni står det uhyre tæt mellem rød og blå blok, hvis man skal tro meningsmålingerne.

Ingen kan derfor spå om, hvem der skal regere landet de næste fire år.

Og dog.

Her på Dagens.dk har vi talt med to, der har gjort det til deres levevej netop at spå om fremtiden på hver deres måde - samt en novice, som vi dog forventer meget af.

Læs også: Se listen her: Disse stjernetegn er de mest utro

Lad os begynde med dem, der ved, hvad de taler om:

ASTROLOGEN
Astrolog Lejla Lindholm Christensen har over 24 års erfaring i at lægge personlige horoskoper, og for hende er det meget tydeligt, hvem der står til at vinde:

- Mit bud er, at Lars Løkke vinder valget. Planeternes position på valgdagen betyder, at han står ganske gunstigt, siger astrolog Lejla Lindholm Christensen.

- Han er en tyre-mand. Han er jordbunden, praktisk tænkende og besidder en ro. Og så er han god til at varetage Danmarks økonomi, siger hun.

- Helle Thorning er skytte. Hun er kampklar og skaber resultater, men mere for sig selv end for den større sag, siger astrologen, der virker ret sikker i sin sag efter at have konsulteret stjernerne:

- Lars Løkke står meget stærk på valgdagen, slår hun fast.

Læs også: Paprika Steen afslører: Har overnaturlig evne

SANDSIGEREN
John Braad, som de fleste nok kender fra ugebladet Hjemmets brevkasse ‘John Ser Alt’, har arbejdet med synskhed i 20 år, og han er heller ikke i tvivl.

Da Dagens.dk ringer til oraklet, beder han lige om to minutter til at samle tankerne om kandidaterne og se, hvad han fornemmer. Derefter er svaret klart:

- Jeg skal passe på med at pege på enkelte personer, men det trækker i blå retning, siger han.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at Lars Løkke nok skal på succes i politik, men jeg er lidt bange for, at der er nogle interne stridigheder og lidt fnidder. Ikke at han dummer sig eller gør noget forkert - og det kommer heller ikke til at påvirke valget.

- Når jeg kigger på Helle Thorning, ser jeg en dame, der vil have succes, men hun går en mere international vej istedet for landspolitisk. Jeg kan ikke finde ud af, om det er inden for politik eller i erhvervslivet, men jeg ser hende have succes, hvor hun på en eller anden måde har med udlandet at gøre - og hun vil være rigtig glad for det, siger John Braad, der generelt har svært ved at sætte en tidshorisont på, men han fornemmer, at det allerede er så småt igang.

John Braad har som regel ret i sine forudsigelser, siger han.

- Dagen inden forrige valg stod jeg for eksempel på morgen-tv og fortalte værten Breinholt, at Anders Fogh ville blive statsminister, smiler sandsigeren, som mange nok for alvor stiftede bekendtskab med i radioprogrammet ‘De Sorte Spejdere’ med netop Anders Breinholt som den ene vært.

Udover at pege på blå blok som valget vindere, spår John Braad også stor succes hos enkelte andre politikere. Han understreger, at han kun nævner netop disse, fordi han har mødt dem ansigt til ansigt og derfor har fornemmet deres skæbner.

- Jeg ser Venstres Kristian Pihl Lorentzen bestride en ministerpost i fremtiden. Jeg må lige understrege, at jeg skal være lidt påpasselig med tiden. Jeg er rimelig sikker på det jeg siger, men tidshorisonten er mere usikker, siger han og afslører samtidig om Konservatives leder:

- Søren Pape Poulsens valg kommer ikke til at gå direkte dårligt - men han havde nok forventet, at det gik lidt bedre. Men han er også en mand, jeg forventer vil iføre sig ministerskjorten i fremtiden, siger sandsigeren.

Læs også: Clairvoyant kat forudsiger, hvornår beboerne dør

KATTEN
Enhver redaktion med respekt for sig selv har selvfølgelig et synsk dyr, der kan forudsige vigtige resultater.

De fleste husker blæksprutten Paul, der var stærk i VM-resultater (så stærk, at han tippede rigtigt otte gange i træk, inden han døde i 2010). Så her på Dagens.dk har vi selvfølgelig skaffet den otteårige huskat Carlo.

Carlo får valget mellem to portioner tørfoder præsenteret af henholdsvis Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt, og da den lille fyr ser de to smilende ansigter, går han resolut efter Socialdemokraten til venstre.

Han snuser lidt til Helle, sniffer lidt til Lars… og forlader valgstedet uden at have sat sit kryds.

Da Carlo ikke er videre snaksalig, får vi desværre ikke svar på, hvad hans tøven betyder, men vi har taget tid på, hvor længe han overvejer hver statsministerkandidat.

Selvom Helle Thornings-Schmidt er den første, der er genstand for Carlos opmærksomhed, dvæler han cirka seks gange så længe ved hendes modstander.

Vi ved ikke helt, hvordan vi skal tolke på det, men noget kunne tyde på, at Carlo er enig med de to ovenstående: Vi får en blå regering.

Carlos ejer oplyser dog til Dagens.dk, at han aldrig tidligere har forudset noget - men vi får se 18. juni, om den pelsede fyr har synske evner.

Følg Dagens Politik for flere lignende artikler: