Atlético Madrid vil slå Barcelona på hårdt arbejde

Skrevet af admin

21/03/2014

Dagens topnyheder

FC Barcelona og Atlético Madrid tørner sammen i den eneste kvartfinale mellem to hold fra samme nation i Champions League.

Under normale omstændigheder ville Barcelona bære favoritværdigheden, men i denne sæson har Atlético faktisk gjort det bedre end giganten. Atlético ligger aktuelt nummer to foran Barcelona i den spanske liga.

Atléticos direktør, Clemente Valverde, forudser en åben kamp.

- Vi er nødt til at håndtere kampene, som vi har gjort hidtil. Barcelona har et enormt potentiale, men vi er et hold, der er baseret på hårdt arbejde.

- Jeg ved ikke, om det er en fordel eller ej at slutte hjemme på Calderon. I de seneste indbyrdes kampe har ingen været i stand til at vinde, siger Clemente Valverde til Canal Plus.

I Barcelona har man stor respekt for modstanderen.

- Det er et hold, der presser intenst, og jeg har respekt for alt, hvad de gør, siger Barcelonas målmand Victor Valdés.

- Det er en modstander, vi kender meget godt. Somme tider kan det hjælpe - andre gange ikke. Det vigtige er at analysere kampen godt. Vi skal helst ikke slippe mål ind på hjemmebane for at have den bedste chance i returkampen.

De første møder i kvartfinalerne spilles 1. og 2. april, mens returkampene løber af stablen 8. og 9. april.

/ritzau/