Atomaftale for Iran: USA er klar til skubbe deadline

Skrevet af admin

31/03/2015

Mest læste i dag

De pågående forhandlinger om Irans atomprogram kan fortsætte efter den fastsatte frist tirsdag aften ved midnat, siger en diplomat fra den amerikanske delegation ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi vil naturligvis fortsætte arbejdet, hvis der er skred i processen. Vi tager i morgen med, hvis det giver mening. For nuværende er der ikke truffet beslutninger for vores rejseplaner, siger diplomaten fra forhandlingerne i den schweiziske by Lausanne.

Eksperter og forhandlingsdelegationer har arbejdet i døgndrift på at nå en politisk rammeaftale, der til sommer skal sikre en grundig og langvarig løsning på den lange konflikt om atomprogrammet.

Vesten frygter, at iranerne udvikler atomvåben, mens Iran altid har fastholdt, at de nukleare aktiviteter udelukkende har fredelige formål.

Iran satte gang i landets atomprogram i midten af det forrige århundrede med hjælp fra USA.

Iran håber og kræver med en aftale, at internationale sanktioner mod landet ophæves.

Det er stormagterne i gruppen P5+1, der forhandler med Iran.

Forhandlingerne i den sidste fase føres på den internationale gruppes vegne af udenrigsministrene fra USA, Kina, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Tyskland.

Vestlige diplomater har i de seneste dage sagt, at Iran "mere eller mindre" har accepteret at opgive to tredjedele af landets centrifuger. Der er i øjeblikket omkring 20.000.

Samtidig skal iranerne været gået med til at sende store dele af dets atommateriale til opbevaring i Rusland.

De seks stormagter skulle samtidig have accepteret, at Iran - under skarp international overvågning - fortsat beriger atommateriale til medicinsk anvendelse på et værk i Fordow.

Disse oplysninger er imidlertid ikke bekræftet af styret i Teheran.

/ritzau/AFP