Auri efter 1-1 mod OB: Hvert point tæller

Skrevet af admin

16/03/2014

Dagens topnyheder

Viborg hentede søndag et enkelt point i Odense, da Thomas Dalgaard endnu engang var på pletten. Opgøret mod OB endte 1-1.

Og selvom Viborg stadig er uden sejr i foråret, var træner Auri Skarbalius alligevel tilfreds med oprykkernes ene point.

- Sammenhængen i tingene gav en stor tro på tingene. Et point er altid godt. Vi er et bundhold, og hvert point tæller. Det er det, der bliver afgørende, så det er vi tilfredse med, siger Auri Skarbalius.

- Der er i hvert fald fremgang, når man tager de sidste kampe i betragtning, siger han.

Superligaens topscorer, Thomas Dalgaard, viste sig igen som en vigtig brik for Viborg, og Auri Skarbalius erkender da også, at Dalgaard betyder meget for holdet.

- Alle hold er afhængige af dem, der laver mål, så for mig som træner er det rigtigt dejligt, siger Viborg-træneren, der tror på, at oprykkerne bliver i Superligaen.

- Vi er med i bundkampen, og det er vi afklarede med, men vi står godt. Nu må vi fokusere på det på banen, og Thomas (Dalgaard, red.) må blive ved med at fokusere på at score mål, siger Auri Skarbalius.

Viborg møder i næste spillerunde FC Vestsjælland i Slagelse.

/ritzau/