Aviser om SF-exit: Regeringen har kappet sit drivanker

Skrevet af admin

31/01/2014

Dagens topnyheder

"Farceagtigt forløb", "en selvantænding af betydelige dimensioner" og "uden sidestykke i dansk politik".

Flere danske aviser er forundrede over nedsmeltningen i SF, som torsdag trådte ud af regeringen og mistede formanden efter et dramatisk døgn, hvor partiet nærmest gik i opløsning for rullende kameraer.

Men selvom SF's kollaps er et hårdt slag for partiet og hele regeringen, mener flere aviser, at det kan skabe ro om det tilbageværende SR-projekt på den korte bane.

- SF er reduceret til en politisk vittighed, det bliver svært at tage alvorligt igen. Men måske kan det blive en fordel for regeringen, at den nu slipper af med et drivanker, der med få undtagelser som transportminister Pia Olsen Dyhr ikke vil blive savnet af mange.

- Nu forlader nogle af amatørerne i hvert fald manegen - de fleste formentlig for sidste gang - og SR kan måske reetablere 90'ernes fælles forståelse uden helt så megen savsmuld og hornmusik, lyder det i Politiken.

Berlingske kalder SF's fald for "politisk amatørisme, så man tager sig hovedet". Men det var den rigtige beslutning at forlade regeringen, da SF ikke var modent nok til at løfte opgaven, lyder det.

- På den korte bane kan SF's farvel til regeringsansvaret vise sig at være en styrke for statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes resterende regering. De interne stridigheder vil være færre, skriver Berlingske.

Ekstra Bladet og BT påpeger, at SF efterhånden havde slugt så mange kameler i regeringen, at partiet var nødt til at trække sig.

- Var SF blevet i regeringen, ville partiet have bevæget sig direkte mod afgrunden, hvor et sandsynligt scenarie var, at de røg helt ud af Folketinget ved næste valg. Nu har SF en reel chance for at overleve som parti, mener Ekstra Bladet.

Også Børsen skriver, at der nu er mindre uro i regeringsrækkerne på Christiansborg. Men både Børsen, Berlingske og Jyllands-Posten er enige om, at SF's kollaps også kan få konsekvenser for regeringen på længere sigt.

Ifølge Berlingske er baglandet i både S og R også rasende over salget af Dong-aktier til Goldman Sachs. Og Jyllands-Posten mener, at regeringen kan gå et dramatisk forår i møde:

- Nok har den gennemført en række reformer med blå blok, som peger i den rigtige retning for Danmark, men regeringens sælsomme kombination af amatørisme og magtarrogance har gravet en dyb kløft i tilliden mellem vælgerne og regeringen.

/ritzau/