Badmintonturneringen German Open blev en perfekt opvarmning til All England for dansk badminton.
Da herredoublen med Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding vandt i to tætte sæt over russerne Vladimir Ivanov og Ivan Sozonov i Mülheim an der Ruhr, var den fjerde danske triumf hjemme på finaledagen.
Den danske herredouble, som var seedet til fjerdepladsen, vandt 22-20 og 21-19 over de sjetteseedede russere.
Umiddelbart forinden havde Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl vundet damedoublen i tre sæt over et indonesisk par. Danskerne vandt 21-18, 17-21 og 21-9.
Den rent danske finale i mixeddouble gav en lidt overraskende sejr til Mads Pieler Kolding og Kamilla Rytter Juhl over de førsteseedede Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen.
Mads Pieler Kolding og Kamilla Rytter Juhl vandt ovenikøbet i to sæt med 21-17 og 21-18.
Jan Ø. Jørgensen var overhovedet ikke presset i finalen i herresingle. Danskeren vandt med 21-12 og 21-13 over indoneseren Dionysius Hayon Rumbaka.
/ritzau/