Bandeskyderi i Valby: En 23-årig mand er ramt

Skrevet af admin

04/02/2014

Dagens topnyheder

En 23-årig mand med banderelationer blev tirsdag formiddag skudt ved Toftegårds Plads i Valby.

Københavns Politi oplyser, at manden er ramt i skulderen og kørt til behandling på Rigshospitalets traumecenter.

- Han er ikke alvorligt såret, så han er udenfor livsfare, siger vicepolitikommissær Lau Thygesen, leder af Københavns Politis specialgruppe mod bandekriminalitet.

Den sårede befandt sig i en hvid BMW, da der blev affyret en skudsalve mod ham.

I bilen sad også en anden mand, som fik mindre skader i ansigtet, da flere af bilens ruder blev knust. Ham har politiet anholdt, mens det undersøges, hvad hans rolle i skyderiet er.

- Når en mand, der bløder fra hovedet, flygter og gemmer sig i en opgang, så vælger vi at tage ham med, mens vi undersøger, hvad hans rolle er, siger Lau Thygesen.

Umiddelbart er den anholdte ikke sigtet for noget.

Begge mænd har ifølge Lau Thygesen relationer til bandemiljøet.

- Derudover anser vi skyderiet som banderelateret på grund af den måde, det er foregået på, siger han.

- Det er fuldstændig utilstedeligt, at man skyder efter hinanden på åben gade, hvor der er andre mennesker.

Efter skuddramaet kørte en sølvfarvet VW Touran og en hvid Toyota Corolla med høj hastighed fra stedet.

Politiet har haft en helikopter i luften for at lede efter flugtbilerne og var i løbet af tirsdagen massivt til stede i området omkring Toftegårds Plads.

- Vi mener, det er banderelateret, og vi har en mistanke om, hvem gerningsmændene er, men vi kigger hele vejen rundt på, hvad det er for nogle typer, siger Lau Thygesen.

Efter skyderiet var området fra Sjælør Boulevard til Toftegårds Plads afspærret.

/ritzau/