Banker anbefaler egne børsnoteringer

Skrevet af admin

15/12/2014

Mest læste i dag

Bankernes analytikere har travlt med at anbefale kunderne at investere i de selvsamme selskaber, som bankerne har tjent millioner på at børsnotere, skriver Finans.dk.

Finans.dk har undersøgt de største børsintroduktioner herhjemme de seneste fem år, og ikke en eneste gang har en analyseafdeling fra en emissionsbank haft en negativ anbefaling på en aktie, den selv har været med til at notere på børsen.

Emissionsbankerne er samtidig stort set altid mere positive end andre analysehuse i forhold til at sætte kursmål på aktierne, hvilket er analytikernes mål for, hvor meget en aktie potentielt kan stige inden for 12 måneder, skriver mediet.

I langt de fleste tilfælde har de noterede virksomheder da også meget svært ved at leve op til analytikernes kursmål.

Det gælder blandt andet selskaber som Pandora, ISS, Matas og senest OW Bunker, hvor banker som Danske Bank, Carnegie, SEB og Nordea hver gang har klistret en købsanbefaling på de aktier, de har tjent millioner på at børsnotere.

- Der burde være tykke mure mellem de to afdelinger i bankerne, men som investor skal man virkelig holde tungen lige i munden.

- Der er ingen tvivl om, at analytikere i en emissionsbank er under stort pres for at udtale sig positivt om et selskab, som vedkommendes firma har stået i spidsen for at børsnotere, siger Per Nikolaj Bukh, ekspert i børsnoteringer ved Aalborg Universitet.

Senest med konkursramte OW Bunker var de to emissionsbanker Carnegie og Nordeas analytikere langt mere positive end Jyske Bank, der ikke havde tjent penge på noteringen.

/ritzau/