Barcelona går til CAS for at få tyrkisk indkøb på banen

Skrevet af admin

15/10/2015

Dagens topnyheder

Den spanske storklub FC Barcelona er klar til at gå til Den Internationale Sportsdomstol (CAS) for at få lov til at bruge sommerindkøbet Arda Turan på denne side af nytår.

Lige nu er catalonierne afskåret fra at benytte sig af den tyrkiske midtbanespiller før årsskiftet, fordi klubben har været underlagt et transferforbud fra Fifa for brud på transferreglerne.

Dermed var klubben afskåret fra at registrere nye spillere før udløbet af det seneste transfervindue i begyndelsen af september, men Barcelona henviser til, at reglerne siger, at man i nødstilfælde kan få dispensation til at registrere spillere uden for transfervinduet.

En sådan situation mener klubbens ledelse er opstået, efter at Rafinha i sidste måned blev ramt af en alvorlig knæskade.

Siden er også Lionel Messi og Andrés Iniesta blevet skadet, men foreløbig har Fifa ikke været indstillet på at komme Barcelona i møde.

- Vores juridiske afdeling bekræfter, at Fifa ikke har svaret på vores seneste forespørgsel fra i fredags, det er den tredje, klubben har indgivet, skriver Barcelona på klubbens hjemmeside.

- På grund af det manglende svar vil vi torsdag appellere til Fifas appeludvalg som forløber for en appel til CAS, lyder det.

Arda Turan underskrev i sommer en femårig kontrakt med klubben. Som sagen står lige nu, kan han først få sin debut i januar.

/ritzau/Reuters