Barcelona-træner: Det første mål er vigtigt

Skrevet af admin

09/04/2014

Dagens topnyheder

FC Barcelonas træner, Gerardo Martino, mener, at hans hold er nødt til at score det første mål, hvis Atlético Madrid skal besejres i returopgøret i kvartfinalen i Champions League onsdag aften.

Hjemme på Camp Nou fik Barcelona kun 1-1 i første opgør mod et formstærkt Atlético-mandskab, der med seks runder tilbage af den spanske liga ligger på førstepladsen med 79 point - ét point foran Barcelona.

- Der er sket det, at vi ikke er kommet i front. Det er meget vigtigt, at vi kommer foran i vores kampe, og endnu vigtigere er det i det her tilfælde.

- Vi vil forsøge at score det første mål, så vi kan håndtere kampen på en anden måde, siger Gerardo Martino til AFP.

De seneste fire opgør mellem de to klubber, der tæller en enkelt kamp i ligaen, to kampe i Super Cup og den første kamp i CL-kvartfinalen, er alle endt uafgjort.

Barcelonas Lionel Messi er ikke kommet på tavlen i et eneste af disse opgør.

Holdets stjerne blev skadet i efteråret, men han vendte tilbage til holdet i januar og har siden kæmpet for at finde den gamle topform.

Alligevel har Messi scoret 25 mål i den nuværende sæson i den spanske liga.

- Messi bidrager med mere end mål til holdet, men vi er klar over, at han skal være i topform, hvis vi skal øge vores chance for at gå i semifinalen, siger Martino til Reuters.

Atlético Madrid må undvære sin spilfordeler på den offensive midtbane, Arda Turan, der ikke er blevet sin skade i lysken kvit.

Til gengæld er angriberen Diego Costa indlemmet i truppen efter at have døjet med en forstrækning i låret, og Atléticos træner, Diego Simeone, har stor tiltro til Costas evner.

- Han er i god form, og han har bidraget med rigtig meget i de seneste sæsoner. Jeg er sikker på, at han scorer et mål mod Barcelona, siger Simeone.

Costa har været blandt Atléticos bærende kræfter i indeværende sæson, der har budt på mange flotte resultater.

Ligesom Messi har Costa scoret 25 gange i den spanske liga, mens han har scoret yderligere syv mål i Champions League, hvor Messi har scoret ét mål mere.

I onsdagens andet returopgør i kvartfinalerne i Champions League tager Bayern München på Allianz Arena imod Manchester United. Første opgør endte 1-1 på Old Trafford.

Real Madrid er klar til semifinalerne efter en samlet sejr på 3-2 over Dortmund, Chelsea er også klar til semifinalen - på reglen om udebanemål efter samlet 3-3 mod PSG.

/ritzau/