Barcelona vil gøre Messi til verdens bedst betalte

Skrevet af admin

25/03/2014

Dagens topnyheder

Superstjernen Lionel Messi kan godt begynde at budgettere med en solid lønforhøjelse, når han næste gang bliver kaldt til lønforhandling på kontoret hos FC Barcelonas præsident, Josep Maria Bartomeu.

Messi behøver end ikke komme med andre argumenter, end dem han har luftet på banen - senest med tre mål i 4-3-sejren over Real Madrid i søndags.

Præsidenten varsler nemlig, at han vil gøre Messi til verdens bedst betalte fodboldspiller, når der bliver tid til at forhandle en ny kontrakt.

- Vi er i fuld gang med sæsonen, så det er ikke det rette tidspunkt at forhandle med ham selv. Men vi taler med hans agenter og med hans far, siger Josep Maria Bartomeu til nyhedsbureauet AFP.

- Vi vil tale med ham om, hvordan vi ser ham. Han er vores stjerne, og han har kontrakt frem til 2018, fordi han skal være en del af vores fremtid. I klubben er der en vilje til at gøre ham til den bedst lønnede fodboldspiller i verden, siger Bartomeu.

Lionel Messis show mod Real Madrid kom efter en sæson, hvor han har været plaget af skader.

Der har undervejs været rygter om, at han skulle være interesseret i at skifte til en klub i et andet land - eksempelvis Manchester City eller Paris Saint-Germain. Men den køber præsidenten ikke.

- Her er der ingen tvivl. Messi ankom som 13-årig og er nu 26, snart 27. Han er en afgørende spiller og har ført Barcelona til al den succes, klubben har haft i de seneste år. Derfor har han kontrakt til 2018, og der er ingen uenigheder, siger Bartomeu.

Messi og Barcelona tager onsdag aften imod Celta i den spanske liga.

/ritzau/