Barfoed genåbner dagpengedebatten med nyt udspil

Skrevet af admin

13/06/2014

Dagens topnyheder

De Konservatives formand, Lars Barfoed, forsøger nu at genåbne den skrinlagte debat om dagpengesystemet, skriver Berlingske fredag.

Med et nyt udspil, som De Konservative lancerer i løbet af weekends folkemøde på Bornholm, lægger Barfoed ifølge avisen op til en fundamental gentænkning af hele dagpengesystemet.

Ordningen skal være mere fleksibel, belønne folk, der i mange år har bidraget til ordningen, og indskrænkes for folk, der har været færre år på arbejdsmarkedet.

- Det må være sådan, at jo længere tid man har bidraget på arbejdsmarkedet, desto længere en periode kan man få dagpenge, siger Lars Barfoed til Berlingske og forklarer:

- Vi synes, det må være rimeligt at sige, at man i den første del af ledighedsperioden skal have en højere dagpengesats, end man får i dag, så man skal kunne opretholde sin levestandard og ikke lægge tilværelsen grundlæggende om på grund af ledighed.

Konkret vil K-formanden hæve den maksimale dagpengeydelse til 21.000 kroner om måneden under de første tre måneders ledighed for folk, der har været 12 år eller mere på arbejdsmarkedet. Ydelsen skal derefter aftrappes kvartalsvist.

Til gengæld skal selve dagpengeperioden forkortes til ét år for alle, der kun har været i beskæftigelse i op til seks år.

Først hvis du har været på arbejdsmarkedet i mere end 12 år, skal du have ret til en toårig dagpengeperiode, mener De Konservative.

Partiet oplyser til Ritzau, at der i udspillet ikke er langt op til at ændre længden af genoptjeningsperioden, som med den seneste dagpengereform blev fordoblet fra et halvt til et helt år.

Formand Barfoed understreger over for Berlingske, at De Konservative "med stor styrke" vil arbejde for at gennemføre en sådan dagpengereform efter næste folketingsvalg.

Liberal Alliance arbejder selv på et udspil, som indebærer en et-årig dagpengeperiode, og er derfor umiddelbart kun skeptiske over, at De Konservative vil hæve dagpengesatsen i de første tre måneder.

Dansk Folkeparti afviser derimod pure at forkorte dagpengeperioden yderligere.

Hos Venstre er holdningen mere tvetydig. Til Berlingske siger beskæftigelsesordfører Hans Andersen, at partiet "lytter" til De Konservative:

- Men tiden er ikke - hverken i dag eller i morgen - til at skabe usikkerhed om dagpengesystemet og skabe usikkerhed for den store gruppe af mennesker, som tjener en almindelig løn mellem 200.000 og 300.000 kroner og bede dem om at gå ned i dagpengesats.

/ritzau/