Baumgartner gør honnør for ny rekordholder: Respekt

Skrevet af admin

25/10/2014

Dagens topnyheder

Felix Baumgartner er åbenbart ikke ked af, at han ikke længere har rekorden for det højeste udspring nogensinde.

Den østrigske vovehals, som i 2012 opnåede verdensberømmelse ved at springe ud fra 39 kilometers højde i stratosfæren, gør på et foto på sin Facebookside honnør for Google-direktøren Alan Eustaces "imponerende bedrift" under overskriften "Godt gået".

Den 57-årige amerikaner satte natten til lørdag en ny udspringsrekord, da han sprang ud fra en heliumballon i en højde på 41.419 meter over den amerikanske delstat New Mexico og på vej ned til Jorden

- Tillykke Alan! Det kræver en masse mod at gøre det, du har gjort. Ingen ved det bedre end oberst Joe Kittinger og jeg, skriver den 45-årige Baumgartner med henvisning til sin amerikanske mentor, som allerede i 1960 sprang ud fra 30 kilometers højde.

Alan Eustace har ifølge amerikanske medier brugt tre år til i dybeste hemmelighed at forberede sig på sit udspring.

På vej mod Jordens overflade nåede han en hastighed på 1320 kilometer i timen, hvilket var nok til at bryde lydmuren.

Det er en smule under den fart, som Felix Baumgartner nåede, da han med 1357,6 kilometer i timen også satte verdensrekord i højeste hastighed under frit fald. Så den rekord er Baumgartner fortsat indehaver af.

Og det går Eustace, der er uddannet pilot og dyrker faldskærmsudspring, ikke så meget op i.

- Det var fantastisk. Det var smukt. Man kunne se Rummets mørke og atmosfærens lag, hvilket jeg aldrig har set før, siger Alan Eustace til New York Times.

/ritzau/