Bayern tager fjerde tyske mesterskab på stribe

Skrevet af admin

07/05/2016

Dagens topnyheder

Bayern München havde allerede champagneflaskerne klar for en uge siden på hjemmebane mod Borussia Mönchengladbach, men først lørdag eftermiddag fik propperne lov til at springe.

I andet forsøg sikrede Josep Guardiolas mandskab sig det 26. tyske mesterskab med en udesejr på 2-1 over Ingolstadt.

Dermed kan Bayern-holdet ikke længere indhentes af Borussia Dortmund, der på andenpladsen har otte point færre end sydtyskerne før sidste spillerunde. Dortmund tabte lørdag ude mod Frankfurt.

Topscoreren Robert Lewandowski førte an i mesterskabsfesten i Ingolstadt 70 kilometer nord for München. Polakken scorede to gange og åbnede på straffespark efter godt ti minutter, efter at Franck Ribery var blevet nedlagt i feltet.

Lewandowski fordoblede føringen til 2-0 efter en halv time, da han modtog en stikning fra Xabi Alonso og elegant lagde bolden uden om hjemmeholdets fremadstormende keeper.

Et svagt spillende Ingolstadt-hold fik en livline kort før pausen på et straffespark med en reducering til 1-2.

Xabi Alonso og værternes Moritz Hartmann løb ind i hinanden i en duel, og måske lidt heldigt for hjemmeholdet gav det Hartmann mulighed for at skabe lidt spænding om udfaldet.

Mesterskabsfesten kom aldrig i fare, og Bayern har nu som det første hold vundet Bundesligaen fire år i træk.

I en af lørdagens øvrige kampe fik Andreas Christensen og Borussia Mönchengladbach hentet en vigtig 2-1-sejr på hjemmebane over Bayer Leverkusen.

Dermed ligger Mönchengladbach til at slutte sæsonen på fjerdepladsen, der giver adgang til Champions League-kvalifikationen til efteråret.

Der er dog et stort felt af forfølgere, der i sidste spillerunde kan nå at vippe Andreas Christensen og co. væk. Blandt andre Pierre-Emile Højbjergs Schalke, der lørdag måtte nøjes med 1-1 efter en sen Augsburg-udligning.

I sidste spillerunde skal Jannik Vestergaard og Werder Bremen ud i et nervepirrende bundbrag på hjemmebane mod Eintracht Frankfurt. Bremen, der lørdag spillede 0-0 mod FC Köln, kan med en sejr over Frankfurt rykke væk fra nedrykningspladserne.

/ritzau/