Beckham præsenterer sine stadionplaner i Miami

Skrevet af admin

25/03/2014

Mest læste i dag

David Beckham og hans investorgruppe arbejder fortsat med at etablere en fodboldklub i Miami.

Mandag præsenterede han planerne for et stort stadion i topklasse, som skal ligge med udsigt til Miamis havnefront, og forhåbentlig tiltrække både fodboldfans, verdensklassespillere, investorer og tilskuere. Stadion skal kunne rumme 35.000 tilskuere.

- Når folk tænker på Miami, tænker de straks på at være på eller nær vandet, siger 38-årige Beckham, som stoppede sin aktive karriere sidste år.

- Jeg bad mit team om at udvikle idéer for et stadion, som inddrager det bedste, Miami har at byde på. Selv om vi stadig er i en tidlig fase, mener jeg, at vi har en vision, som ikke bare Miami vil være stolt af, men som også vil give genlyd i resten af verden, siger han videre.

Planerne inkluderer også et indkøbscenter og en større offentlig plads, hvor fans kan samles.

David Beckham håber, at han med lanceringen af sine stadionplaner kan skabe lidt mere opmærksomhed om etableringen af fodboldklubben, som spille i den bedste nordamerikanske fodboldrække Major League Soccer.

Han har efter sigende foreløbig skrabet knapt 140 millioner kroner sammen til at bygge klubben op fra bunden.

David Beckham satser desuden på, at han med placeringen af stadion nær havnefronten kan score lidt af den kommercielle succes, som basketballholdet Miami Heat nyder.

- Jeg har oplevet atmosfæren til de kampe. Det vil vi også være en del af.

Planerne møder dog også kritik, blandt andet fra naboen, Royal Caribbean Cruises, som sender tusindvis af turister på krydstogter flere gange om ugen. De er blandt andet bekymrede for mangel på parkeringspladser.

David Beckham og hans rådgivere slår dog fast, at fodboldkampene bliver spillet om aftenen og ikke kommer i konflikt med turisterne.

David Beckhams gruppe af investorer har også et par andre lokaliteter i baghånden, hvis det skulle glippe på havnefronten.

/ritzau/