Bekymret FN-chef advarer: Konflikt i Gaza kan bryde ud

Skrevet af admin

23/09/2014

Mest læste i dag

Det kan meget snart ende i en ny blodig konflikt mellem Israel og Gaza, da ingen af de grundliggende problemer er løst under og efter de seneste krigshandlinger, som i sommer kostede flere end 2100 mennesker livet.

Den advarsel kommer fra Robert Turner, som er chef for FN's mission, UNRWA, i det af Israel besatte område.

- Den sande tragedie er, at situationen i Gaza ikke er bedre end før konflikten. Ingen af problemerne er løst, siger Turner under et besøg i EU-Parlamentets udenrigsudvalg tirsdag.

Han sender en appel til både palæstinenserne og israelerne om at tillade den nye konsensusregering at tage magten i Gaza, som det blev aftalt i foråret.

I april indgik Hamas og Fatah en samlingsregering, der blev set som slutningen på mange års stridigheder mellem Det Palæstinensiske Selvstyre med base på Vestbredden og den islamistiske bevægelse, der har siddet på magten i Gaza siden 2007.

Men Hamas har fortsat kontrollen over Gaza, efter at pagtens implementering blev sat i bero, da Israel i juli iværksatte en militær offensiv for at sætte en stopper for raketangreb fra Gaza.

- Bolden ligger hos de palæstinensiske myndigheder, som skal tage den magt, de har fået. Hvis ikke det sker, så venter vi blot på, at konflikten bryder ud igen, siger Turner.

Han tilføjer, at det kan ske i løbet af så kort tid som "uger eller måneder".

Begyndelsen til en løsning kræver, at både Israel og Hamas "giver de palæstinensiske myndigheder adgang til magten".

Konflikten, som for alvor tog fart i juli, er ifølge FN-chefen fejlagtigt udlagt som en direkte konsekvens af bortførelsen af tre israelske teenagere 12. juni på Vestbredden.

Situationen var så tilspidset i forsommeren - blandt andet efter Egyptens lukning af tunneler til Gaza og følgende økonomiske problemer - at konflikten ifølge FN-chefen allerede var på vej.

- Der var en meget stor tilstrømning af varer gennem disse tunneler. Da den handel blev afskåret havde Hamas ikke længere penge til at opretholde ledelsen, siger Turner.

Derfor blev Hamas tvunget til at søge et alternativ, og det endte i en forsoning med Det Palæstinensiske Selvstyre.

Den blodige konflikt med Israel stod på i 50 dage og kostede over 2100 palæstinensere livet, de fleste af dem civile. På israelsk side blev 64 soldater og seks civile dræbt.

I august indgik Israel og Hamas en våbenhvile efter egyptiske initiativ.

/ritzau/