Benneweis: Vilde dyr hører ikke hjemme i cirkus

Skrevet af admin

24/03/2015

Dagens topnyheder

Det er fornuftigt, at Dyrenes Beskyttelse vil forbyde vilde dyr i omrejsende cirkusser. For dyrene har det bedst på savannen, i regnskoven og andre rolige steder med god plads.

Det mener Diana Benneweis, der er bestyrelsesformand og tidligere direktør i Cirkus Benneweis, som er et af de største cirkusser i Danmark.

- De fleste eksotiske dyrearter har det bedst der, hvor de kommer fra, eller i en stor rummelig zoologisk have eller park, siger Diana Benneweis.

- Og det har noget at gøre med, at vi rejser hurtigere og hurtigere. Da jeg var ung i cirkusbranchen, lå vi en uge, 14 dage eller tre uger hvert sted. I dag er vi for det meste kun en, to eller tre dage på hver cirkusplads, siger hun.

At det er stressende at være cirkusdyr er netop en af grundene til, at Dyrenes Beskyttelse ønsker et forbud mod vilde dyr i danske cirkusser.

Sidste år tog Cirkus Benneweis afsked med sine elefanter, og siden har der ikke været vilde dyr i cirkussets manege. Cirkus Benneweis har besluttet, at de eksotiske pattedyr skal være fortid i det gamle cirkusforetagende.

- Vi vil helst holde os til domesticerede dyr med gode forhold. Det er vigtigt for os, at dyrene har plads til at komme ud, siger Diana Benneweis.

Hun fremhæver, at hunde, heste og papegøjer nu er på cirkussets program.

Det var ellers netop de mange forskellige, eksotiske dyr, der førte til Cirkus Benneweis' succes, forklarer Diana Benneweis. Kameler, løver, isbjørne, slanger, aber og krokodiller var engang en del af cirkussets dyrebesætning.

Dyrenes Beskyttelse kræver et totalforbud mod vilde cirkusdyr. Der er allerede forbud mod en række dyr, mens det er tilladt at holde elefanter, søløver og zebraer.

Den omskiftelige tilværelse er stressende for cirkusdyrene, og de har for lidt plads at boltre sig på, mener dyreværnsorganisationen.

Derfor har Dyrenes Beskyttelse sat en underskriftindsamling i gang i håb om at få sit krav om forbud mod vilde cirkusdyr igennem.

/ritzau/