Betjente og indsatte dræbt under fangeflugt i Irak

Skrevet af admin

09/05/2015

Dagens topnyheder

50 indsatte og 12 politibetjente er blevet dræbt, da dusinvis af mennesker fængslet for terrorisme tog flugten fra et fængsel omkring 80 kilometer fra Bagdad.

Det oplyser politi og sikkerhedsfolk ifølge AFP lørdag.

Ifølge borgmesteren i byen, hvor fængslet ligger, er det Islamisk Stat (IS), der har arrangeret fangeflugten.

- IS var ansvarlig for drabene og for IS-fangernes flugt, siger borgmesteren ved navn Oudi Al-Khadran ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Hans udtalelse er blevet bekræftet af oberst Ahmed al-Timimi fra Diyala-provinsens sikkerhedscenter.

Først lød det ifølge en anonym politiofficer, som Reuters havde talt med, at der var opstået optøjer internt i fængslet, da indsatte begyndte at slås. Da fængselsbetjente forsøgte at gribe ind, angreb de indsatte betjentene og tog deres våben, hvorefter mange fanger flygtede.

Men kort tid efter skrev flere prominente medlemmer af Islamisk Stat (IS) på det sociale medie Twitter ifølge CNN og DPA, at Islamisk Stat er ansvarlig for det, der er sket.

Ifølge IS selv angreb udefrakommende militante fængslet med bilbomber samtidig med, at fængslede IS-medlemmer tog kontrol over våbenlagret i fængslet og begyndte at skyde.

Indsatte og betjente mistede livet på området omkring fængslet nord for Iraks hovedstad, Bagdad, og efterfølgende under jagten på de indsatte, som det var lykkedes at flygte.

Ifølge DPA lykkedes det 48 indsatte, herunder ni ledende medlemmer af Islamisk Stat, at slippe væk.

I Irak er sager vedrørende terrorisme i de fleste tilfælde forbundet med islamistiske militante, inklusiv Islamisk Stat, som kontrollerer store dele af Irak og Syrien, og som den irakiske hær forsøger at nedkæmpe.

I et tweet har gruppen, som kalder sig selv "Islamisk Stat i Diyala-provinsen", sagt, at angrebet var koordineret mellem medlemmer i og uden for fængslet.

/ritzau/Reuters