Bilbombe foran restaurant koster 13 livet i Bagdad

Skrevet af admin

03/05/2015

Dagens topnyheder

En bilbombe i Iraks hovedstad, Bagdad, har lørdag kostet mindst 13 personer livet, oplyser politiet i byen.

Op mod 40 mennesker skal ligeledes være blevet såret, hvilket gør angrebet til det blodigste i Bagdad i år.

Eksplosionen skete uden for en velbesøgt restaurant i Karrada-området, der er fyldt med butikker og restauranter og normalt meget travlt på en lørdag aften, skriver AFP.

Bomben er blot den seneste i en række angreb denne uge i hovedstaden, og den ekstremistiske sunni-islamistiske bevægelse Islamisk Stat har taget ansvaret for de angreb, der har fundet sted mod shiadominerede kvarterer i Bagdad.

På trods af den seneste bølge af angreb er antallet af angreb faldet drastisk i år i forhold til sidste år.

Et natligt udgangsforbud, der har været gældende i årevis i Bagdad, blev hævet i februar.

Den irakiske regeringshær har startet en offensiv, der skal besejre Islamisk Stat, som har erobret flere byer under sin offensiv i juni sidste år.

Det er lykkedes hæren at vinde nogle områder tilbage, og i april indtog den byen Tikrit efter hårde kampe.

Men mange byer og områder er fortsat under Islamisk Stats kontrol i både Irak og Syrien.

/ritzau/AFP