Billeder: VM i halvmaraton var kæmpe succes

Skrevet af admin

29/03/2014

Dagens topnyheder

På en solbeskinnet lørdag blev VM i halvmaraton afviklet i København, og det blev en succes for motionsløbere, eliteløbere og publikum.

Sådan lyder det fra Jakob Larsen, direktør for Dansk Atletik Forbund, der har været arrangør af mesterskabet.

- Det har været formidabelt ud over alle grænser. Jeg tror, at alle er meget tilfredse. Motionsløberne giver udtryk for, at det har været en stor oplevelse at møde eliteløberne ude på ruten, og for eliteløberne har det været en stor oplevelse med den gode stemning, siger Jakob Larsen.

Forud for arrangementet var der ventet mellem 100.000 og 200.000 publikummer, men Jakob Larsen kan ikke vurdere, hvor mange der heppede undervejs.

- Men det er mit indtryk, at der har været rigtig mange mennesker på ruten, hvilket mange af løberne også fortæller. Det har tv-billederne også vist, siger Jakob Larsen.

Med mere end 30.000 deltagere er det svært at undgå uheld, og VM i halvmaraton i København har heller ikke været helt forskånet.

- Der har været nogle, som har fået et ildebefindende og efterfølgende er behandlet i et samarittertelt. Men når man samler 30.000 mennesker, så må man også forvente, at den slags sker på en dag, hvor løberne virkelig går til den, siger Jakob Larsen.

Jakob Larsen har dog ikke hørt om nogle alvorlige skader.

- Jeg tror ikke vejret har haft indflydelse på, at enkelte har fået ildebefindende, for så varmt har det trods alt ikke været. Jeg tror mere, at det handler om, at det her er et VM-løb, og så har folk løbet alt, hvad de kunne og ydet deres bedste. Og så er 21 kilometer jo også en slags penge, siger han.

/ritzau/