Bjerringbro-Silkeborg hjemtager sikker DM-bronze

Skrevet af admin

31/05/2015

Dagens topnyheder

Bjerringbro-Silkeborg snuppede DM-bronzemedaljerne i herrehåndbold, da holdet også vandt den anden kamp mod Aalborg Håndbold.

Aalborgs forsøg på at hente det forspring på seks mål, som Bjerring-Silkeborg havde med fra første kamp, blev hurtigt besværliggjort af en skidt start.

Efter et kvarters spil havde gæsterne fra Bjerringbro-Silkeborg opbygget en føring på tre mål, og vejen til medaljer syntes lang for nordjyderne.

Med tre scoringer på stribe fik Aalborg dog bragt lidt liv i kampen igen, men Jesper Jensens tropper haltede stadig efter spillemæssigt, og ved pausen førte Bjerringbro-Silkeborg med 15-13.

Dermed var Aalborg samlet nede med otte mål, og grundet de få mål i holdenes første kamp (den sluttede 24-18), var det reelt ni mål hjemmeholdet skulle hente i anden halvleg, da reglen om flest scorede udebanemål ville tippe til Bjerringsbro-Silkeborgs fordel ved et samlet uafgjort resultat.

Og det kom da heller aldrig i nærheden af en afgørelse på reglen om udebanemål. Udeholdet holdt hele tiden Aalborg fra livet, og et kvarter før tid lød føringen på fire mål.

Den føring kom Aalborg aldrig tilbage fra. Det sluttede med en sejr på 28-25, og dermed vinder Bjerringbro-Silkeborg samlet med 52-43.

/ritzau/