Blå blok om straf til syrienkrigere: Der skal handles nu

Skrevet af admin

01/10/2014

Mest læste i dag

- Der skal speedes alvorligt op for den her proces. Hvis jeg skal sige det lidt skarpt, så kan der nå at springe ret mange bomber inden for to-tre samlinger.

Sådan lyder den kontante melding fra integrationsordfører Martin Geertsen (V) under et samråd om danske syrienkrigere onsdag, som Venstre og Dansk Folkeparti har indkaldt justitsministeren til.

Står det til Venstre og Dansk Folkeparti, skal der en hurtigere indsats til at sætte en stopper for de danske statsborgere, der drager til Syrien for at kæmpe side om side med den militante gruppe Islamisk Stat (IS).

Men justitsminister Karen Hækkerup (S) vil først have lovgivningen på plads.

- Jeg har bedt Straffelovrådet kigge på, om vores lovgivning er god nok, eller om der er nogen yderligere initiativer. Man kunne kigge på, om man kan tage passet eller køre straffesager mod de syrienkrigere, der vender tilbage, siger hun under samrådet.

Regeringen kom i september med en handlingsplan, der skal forebygge radikalisering og ekstremisme. Af den fremgår det, at personer, der har planer om at drage i væbnet konflikt, vil få frataget deres pas og få udrejseforbud.

Venstre vil i den sammenhæng gerne have svar på, hvad der skal ske med de syrienkrigere, som ikke er under myndighedernes radar. Til det svarer Hækkerup:

- Jeg anerkender, at der kan være tvivl, om vi kan komme efter alle. Men vi kan ikke leve med, at juraen ikke er i orden, så derfor bliver Straffelovrådet nødt til at komme ind over, siger hun.

Venstre har foreslået et slags omvendt visum for at rejse til uroplagede lande. Dermed mener partiet, at regeringens handlingsplan ikke er hårdhændet nok.

Den kritik afviser Hækkerup blankt.

- Regeringens initiativer er i den grad hårdtslående. Vi siger til folk, som ikke er danske statsborgere, at de vil miste opholdsgrundlaget i Danmark, hvis de rejser ud, siger hun.

Derudover tilføjer justitsministeren, at hun ikke er ked af at "føre en jernnæve".

/ritzau/