Blå blok: Slagterifyringer er konsekvens af rød skepsis

Skrevet af admin

13/03/2015

Dagens topnyheder

Regeringen har et medansvar for, at 280 medarbejdere fredag mistede deres arbejde på Danish Crowns slagteri i Ringsted, fordi den ikke har lyttet til et forslag, som de borgerlige partier kom med for ni måneder siden.

Det mener Venstres næstformand, Kristian Jensen.

- Det handlede om, at man harmoniserede danske regler med EU-regler, sådan at vi kunne få produceret flere slagtesvin i Danmark, siger Kristian Jensen.

Ifølge Venstres næstformand har vi en regel, der gør, at man i Danmark skal have mere jord for at have lov til at have det samme antal grise som i Tyskland.

- Hvis vi harmoniserede det, så siger Finansministeriets beregninger, at man ville kunne skabe 2000 nye arbejdspladser. Så det, vi ser i dag, er en konsekvens af, at regeringen ikke har villet lytte til vores forslag, siger Kristian Jensen.

Kritikken gør ikke indtryk på fødevareminister Dan Jørgensen (S). For selvom han er med på at støtte fødevarebranchen med politiske initiativer, så må det ikke være på bekostning af miljø og dyrevelfærd, lyder det.

- Det er klart, at vi ikke kan gå med til at harmonisere al lovgivning i EU, der har at gøre med miljø og dyrevelfærd. Det ville for eksempel betyde, at vi ikke kunne drikke vores grundvand urenset i Danmark, hvis vi havde samme pesticidregler som i Sydeuropa, siger ministeren:

- Vi går også forrest, når det handler om dyrevelfærd, og sikrer, at svinene har en ordentlig velfærd ude i staldene. Der skal vi ikke have polske standarder. Så må vi leve med, at vi ikke kan producere så meget som muligt så billigt som muligt, siger Dan Jørgensen.

Han siger dog, at regeringen har "gjort det mere smidigt" i forhold til miljølovgivningen, så der kan produceres flere svin i Danmark, end da Venstre sad i regering.

Også Dansk Folkepartis landbrugs- og fødevareordfører, René Christensen, peger på manglende lydhørhed fra regeringen.

Han nævner, at den samlede blå blok har fremlagt en fødevare- og landbrugspakke, som skal sikre vækst i balance med miljøet indenfor landbrugs- og fødevaresektoren.

Et forslag går på at hæve de såkaldte harmonikrav for slagtesvin i Danmark fra 1,4 til 1,7 dyreenheder per hektar jord, hvilket ifølge blå blok vil give flere slagtesvin og mere arbejde til slagterierne.

Danish Crown begrunder fyringen af de 280 ansatte med flere års faldende produktion af slagtesvin i Danmark, som får selskabet til igen at tilpasse slagtekapaciteten på de danske svineslagterier.

/ritzau/