Blatter-bøddel får livsvarig karantæne fra Fifa

Skrevet af admin

09/07/2015

Dagens topnyheder

Det tidligere medlem af Fifas eksekutivkomité Chuck Blazer får livsvarig karantæne af den internationale fodboldorganisation, oplyser Fifa.

Den 70-årige amerikaner har indrømmet, at han sammen med andre eksekutivmedlemmer tog imod bestikkelse før tildelingen af VM i 1998 og 2010.

Chuck Blazer er bandlyst "fra at tage del i enhver form for fodboldrelateret aktivitet på national og international niveau for livet," oplyser Fifa på sin hjemmeside.

Siden december 2011 har skandaleombruste Blazer, der sad i Fifas eksekutivkomité frem til 2013, informeret de amerikanske efterforskere om, hvad han har oplevet i organisationen.

Chuck Blazer får karantæne, fordi han var en central person i bestikkelsessagerne, hvor han "tilbød, accepterede og betalte" bestikkelse såvel som andre sager ifølge Fifa.

Indtil videre Fifa-præsident Sepp Blatter ikke anklaget i sagen, men han har meddelt, at han trækker sig som præsident. Om det skyldes, at han frygter afsløringer omkring sin egen person, vides ikke. Senest har Blatter dog sået tvivl om, hvorvidt han håber på at fortsætte.

VM i 1998 blev afholdt i Frankrig, men det fremgår ikke, om det var Frankrig eller modkandidaten Marokko, der var involveret i de lyssky affærer.

I 2010 foregik VM-turneringen i Sydafrika, der er mistænkt for at have betalt 10 millioner dollar (68 millioner kroner) i bestikkelse.

Fra 1990 til 2011 var Chuck Blazer generalsekretær for det Nord- og Mellemamerikanske fodboldforbud (Concacaf).

Blazer var desuden medlem af Fifas eksekutivkomité fra 1996 til 2013.

/ritzau/