Blodspyttende Lars Bak: Greipel er flyvende nu

Skrevet af admin

13/05/2016

Dagens topnyheder

Stemningen er formentlig høj på hotelgangene, hvor Lotto Soudal-rytterne holder til under Giro d'Italia.

Fredag tog holdets sprinter André Greipel sin anden etapesejr i årets første grand tour, og med Tim Wellens' sejr torsdag lavede holdet et flot hattrick med tre etapesejre på stribe.

Greipels anden triumf kom i hus efter endnu en opvisning i enestående hjælperytterarbejde fra Lars Bak og holdkammeraterne, som hentede dagens sidste udbryder syv kilometer fra mål og sørgede for massespurten.

- Folk spyttede endnu mere blod i dag end den anden dag, og så vinder man. Det var igen en kæmpe holdsejr, siger Lars Bak til TV2 Sport.

I spurten så Greipel ud til at blive lukket inde i den afgørende fase, men på fornem vis fandt han en vej gennem konkurrenterne og snuppede sejren med et uimodståeligt ryk på de sidste meter. Og Lars Bak tror, der er flere sejre på vej.

- Han er flyvende nu, men det er typisk med Greipel. Når man kører for ham hele dagen, og han først starter med at vinde, så er han simpelthen suveræn, siger den danske arbejdshest.

Greipel fik en skarp konkurrent mindre i spurten end forventet, da landsmanden Marcel Kittel (Etixx-Quick-Step), som har taget to etaper i årets Giro, punkterede fem kilometer fra mål.

- Heldet følger dem, der vinder. Det er selvfølgelig synd for ham (Kittel, red.), men sådan er cykling. Det kan være, Greipel punkterer en anden dag, lyder det fra Lars Bak.

Lørdagens etape får næppe en sprinter som vinder, da en stigning i kategori-2 tårner sig op med afslutning blot 18 kilometer fra mål.

/ritzau/