Bode Miller er klar til OL-togt i lightudgave

Skrevet af admin

25/10/2013

Dagens topnyheder

Når den alpine skisæson indledes i østrigske Sölden i weekenden, bliver der lejlighed til et gensyn med en farverig amerikaner.

36-årige Bode Miller, der vandt tre medaljer ved OL i Vancouver, gør comeback i World Cup-sammenhæng efter 18 måneders pause.

En knæskade fik ham til at holde fri hele sidste vinter, og det har gavnet.

Knæet er ifølge Miller selv i bedre stand, end det har været, og samtidig er vægten gået fra 100 kilo helt ned på 87.

- Det var ret chokerende at mærke den store forskel på at flytte sig fra side til side med så meget mindre vægt, og skiene opfører sig helt anderledes, siger Miller ifølge AFP.

Han er kendt for ikke at holde sine meninger for sig selv, og dermed er der næsten garanti for en mere farverig skisæson.

Miller har dog også tænkt sig at markere sig på resultatlisterne, kulminerende med OL i Sochi.

- Min fysiske forberedelse er formentlig bedre, end den nogensinde har været.

- Jeg ved, at Sochi bliver mit sidste OL. Jeg har chancen for at slutte min karriere på toppen, og jeg vil gøre alt for, at det sker, siger Miller.

Mens Miller altså vender tilbage til pisterne i weekenden, har et gensyn med Lindsey Vonn lidt længere udsigter.

Amerikaneren er stadig i gang med genoptræning efter sit voldsomme styrt ved VM i februar, men hun forventer også at dukke op til OL i storform.

- Jeg tager hjem til Vail og forbereder mig på løbene i Beaver Creek (i slutningen af november, red.) og mit ultimative mål i februar, siger hun.

/ritzau/AFP