Indbyggere i den befriede nigerianske by Damasak siger ifølge Reuters, at den militante gruppe Boko Haram har bortført over 400 kvinder og børn.
Bortførelserne er sket i Damasak, da den ekstremistiske gruppes folk flygtede fra fremrykkende soldater fra Niger og Tchad tidligere på måneden.
- De tog 506 unge kvinder og børn. De dræbte omkring 50 af dem, inden de tog af sted, siger en lokal handlende, som kalder sig Souleymane Ali.
- Vi ved ikke, om de dræbte andre, efter de var taget af sted. Men de tog resten med sig, siger han.
Den nigerianske oberst, Toumba Mohamed, som er øverstkommanderende for soldaterne fra Niger og Tchad i Damasak, bekræfter, at indbyggerne siger, at mellem 400 og 500 kvinder og børn er blevet kidnappet.
Boko Haram i Nigeria har erklæret sin troskab over for Islamisk Stat, der i fjor udråbte et kalifat i dele af Syrien og Irak.
Boko Haram, der i flere år har kæmpet for at indføre en islamisk stat, eller kalifat som det også hedder, i den nordlige del af Nigeria, vakte i april 2014 international opsigt, da gruppen bortførte flere hundrede piger fra landsbyer.
/ritzau/Reuters